Interview om manglende sexlyst med sexolog Vivi Hollænder af Helle Hartz. Publiceret i Tidens Kvinder.
Få et bedre sexliv – væk lysten til live igen
Sexlysten er som en muskel. Den skal holdes ved lige og trænes – ellers bliver den slap. Men hvad gør du, når gnisten bare er væk? Sexolog Vivi Hollænder er ekspert i at hjælpe med at genfinde den manglende sexlyst. Hun har klinik i Frederiksberg, tæt på Valby, i København.
Et af de hyppigste problemer i sexologernes konsultationerne er mangel på lyst. Manglende sexlyst kan have mange forskellige årsager. Ifølge Vivi Hollænder, der er både sexolog og jordemoder, skyldes en del af de psykiske aspekter misforståelser og forventninger. Samtidigt rykker ulysten også ved balancen i et forhold.
Mindre lyst giver mere magt
Den, der har mindst lyst, har en form for magt over den anden. Partneren med mindre lyst ”beder” jo den anden om at leve i en form for cølibat og afsavn. Det er ikke den med manglende sexlyst, der mærker savnet. Så det er ofte den partner med mere lyst, der handler på det ved at tage initiativer og må tåle afvisninger. Uanset hvad, er der jo ikke nogen, der har lyst til at tigge om at få sex i længden, siger Vivi.
Hvordan får jeg et bedre sexliv? Opsøg selv erotikken
Når mennesker mødes og sød musik opstår, har begge parter som regel lige meget lyst, og man bruger meget tid sammen og har masser af sex. Men når forelskelsen har lagt sig, er det vigtigt, at vi husker at prioritere hinanden. Det er nøgleordet, når det gælder om at bevare gnisten. For lysten kommer ikke af sig selv – den skal dyrkes og plejes.
Mange tror, at lyst skal komme ud af den blå luft. Og nogen mener sågar, at manden skal sørge for at vække den. Men det er ikke rigtigt. Mange kvinder har ikke en særligt god kontakt til deres krop, og så kan de heller ikke mærke eller vedligeholde deres lyst. Ifølge Vivi skal vi selv huske at opsøge erotikken – også i os selv. Ellers kan det ende i en manglende sexlyst, der kan være svær at komme af med.
Der er mange af os, der f.eks. holder op med at onanere, så snart vi kommer i et parforhold, men det er en uskik. Gennem onani lærer vi os selv at kende og finder vores egen nydelse frem. Samtidigt træner vi også vores kønsdele ved at opretholde hormonproduktionen, træne bækkenbunden og smøre slimhinderne. Og det er jo ikke utroskab at onanere! Jo mere vi onanerer, jo mere sex vi får, jo mere vil vi have. Dette kan bl.a. afhjælpe manglende sexlyst.
Sådan fungerer det, siger Vivi. Lysten kan f.eks. genopdages eller findes via erotisk litteratur og pornofilm.