​✔ Mange års erfaring​

Professionel hjælp

MANGLENDE LYST KAN OGSÅ RAMME MÆND

Et attraktivt par, begge midt i 30érne, nydelige, velklædte og tiltrækkende. Ingen, der så dem, ville tro, at de bar på en skamfuld hemmelighed.


Men nu sad de her overfor mig og lod den for første gang komme ud i lyset. Det var ikke nemt. Et tabu, som vi helst ikke taler om, fordi det rammer lige lukt ind i vores mest følsomme punkter. Skammen og skylden fylder både ham og hende, og begges tro på sig selv som seksuelle væsner er på nulpunktet.


De første 4-5 år af ægteskabet havde sexlivet været perfekt og det havde også resulteret i 2 dejlige børn. Karrieren kørte på skinner og omgangskredsen så dem som det perfekte par.


Men nu kunne hun ikke klare afvisningerne længere. De sidste 3 år havde han trukket sig, når hun indbød til sex. Der havde været mange undskyldninger og forklaringer undervejs. Stress, træthed og ”måske i morgen, skat” , men der skete sjældent noget og initiativet var helt overladt til hende.


Hun havde været hele turen igennem med forførende undertøj, romantiske middage og lange perioder med en engels tålmodighed, men hvert forgæves forsøg havde blot resulteret i endnu et knæk i selvtilliden. Hun følte sig frastødende, usexet og mindreværdig som kvinde.

Nu havde hun givet ham valget mellem skilsmisse eller parterapi som en sidste udvej.

Så nu sad han her. Ulykkelig over at det var kommet så vidt, og det var svært for ham at tale om. Han følte sig ikke længere som en rigtig mand. Han kunne alt andet her i livet, men han kunne ikke gennemføre et samleje med sin kone. Da han første gang mærkede erektionen svigte, blev han bange. 

Da det skete flere gange, begyndte han at trække sig fra det seksuelle samvær. Langsomt forsvandt også kys og kram ud af forholdet – for hvad nu hvis hun forventede noget mere..?

I virkeligheden var der ikke noget han hellere ville, end at tage sin kvinde som en rigtig mand. For ham var en rigtig mand uløseligt forbundet med en fuldt erigeret og kampklar penis, men erkendelsen af at det blev sværere og sværere at gennemføre, var pinefuld at tale om. Efterhånden havde han også fortrængt sin lyst og han fik sværere og sværere ved at mærke den.


Hun, derimod, havde vendt det mod sig selv og var overbevist om, at hun ikke længere var i stand til at vække hans begær. Mistanken om, at han havde en anden havde selvfølgelig også plaget hende.


Men endelig var der taget hul på bylden og det er nu min opgave at hjælpe dem videre.


Og der er nok at tage fat på. Tillid og selvtillid skal genopbygges. Intimiteten og fortroligheden skal tilbage i forholdet. Årsagen til hans rejsningsproblemer skal selvfølgelig også afklares, men først må han lige vende den del af sagen med sin læge, så vi kan udelukke evt. helbredsproblemer.

Det vigtigste skridt er taget. I 3 år har de forbigået hinanden. Savnet, sørget og længtes. I løbet af de sidste 2 timer har tårerne fået frit løb og mange følelser er blotlagt. Følelser, der viser at der stadig er kærlighed og fælles værdier, der er værd at kæmpe for.

Vil du læse mere? Tilbage til sexologens klummer her

Vælg din sexolog med omhu!

Firmanavn & CVR​

Bedresexliv.dk v/ Vivi Hollænder

CVR: ​31707641

Kontakt mig